af Karen Fastrup
Vanvittig vigtig bog,
hvis man interesserer sig bare en lille smule for det menneskelige sind!
Det er et fandens
interessant og velskrevet indblik i tanker, følelser og adfærd hos en kvinde
med borderline personlighedsforstyrrelse! Og samtidig et fandens interessant
indblik i livet ind og ud af (og på) psykiatriske afdelinger!
Hungerhjerte er en autofiktiv roman, som (kort fortalt) er en
blanding af fakta og fiktion. Det er en slags selvbiografi med fortællefrihed i
romanform, hvor hovedpersonen deler navn med forfatteren.
Vi følger Karens kærlighedsforhold
til Jan fra dets begyndelse i 2014 og hvordan det fører til den første indlæggelse
på Akutmodtagelsen på Psykiatrisk Center i Ballerup i 2015. Herefter følger
flere indlæggelser på forskellige psykiatriske afdelinger. Sideløbende får vi
indblik i Karens opvækst op gennem 70’erne, i det der beskrives som ’en indviklet
familie’.
Det er nogle yderst
velskrevne og beskrivende korte kapitler og det virker på ingen måde så
forvirrende, som det måske kunne lyde. Til gengæld kan nogle af sætningerne
forekomme svære at holde styr på, men det fungerer alligevel, fordi det giver
et helt fantastisk indblik i tankespindet og de til tider uhåndterbare
følelser, som Karen kæmper med – både i forhold til kærligheden, men også i
forhold til sit skrivearbejde og den til tider manglende følelse af overhovedet
at eksistere.
Jeg er dybt berørt af Karens historie
og har haft svært ved at lægge bogen fra mig undervejs.
Jeg kan kun erklære mig enig med Information som skrev; ”en pageturner af et erindringsværk” og Litteratursiden som skrev; ”Hjerteskærende læsning .. En personlig
historie, man som læser bliver så berørt af, at det næsten føles som om, man
var der selv”.
Bogen bidrager i høj grad til den medmenneskelige
forståelse – så, læs den!
Bogens bagside:
Truede hun sin kæreste
med en køkkenkniv? Hun kan ikke huske det, kun at nogen råbte, hun var fucking
sindssyg. Det er nat, og hun sidder på den psykiatriske akutmodtagelse i
Ballerup. Hun har gået rundt ude på parkeringspladsen uden tøj på for at lede
efter sin kæreste.
For få dage siden var hun
en kvinde med en mand i et rækkehus nord for København. For længe siden var hun
et barn i en indviklet familie. Nu er hun ikke længere i sin egen krop.
Hungerhjerte er en autofiktiv roman om angst, kærlighed, sex og
terapi. En kvindelig forfatter er flyttet hjem til Danmark efter at have boet
nogle år i Tanzania. Hun er en del af et Københavnsk kulturmiljø, og hun
forelsker sig begærligt i en musiker, som hun flytter ind hos sammen med sin
voksne datter. Men umærkeligt svinder lyset omkring hende, om natten vågner hun
med et sæt. Hun ved godt, hvordan ordentlige mennesker opfører sig. De er
afdæmpede og rummelige. Men inde i hendes hoved traver et vilddyr rundt under
en udspændt hinde.
Genre: Roman
Sideantal: 275
Udgivelsesår: 2018
ISBN: 9788702225518
Forlag: Gyldendal