Bogen jeg ville ønske, jeg selv havde skrevet!
Karoline rammer spot-on med sine selvironiske bitterfisse hverdagsbetragtninger – jeg elsker det!

Kort fortalt handler fortællingerne om hverdagslivet. Alle de hverdagssituationer, hvor vi føler os uretfærdigt behandlet og udfordret af livet og menneskene omkring os. Bogen rækker en stor fuckfinger ud til verden, vi får lov at kaste lidt op og skide stort på det hele – og det er en ekstremt befriende følelse.
For der må sgu godt gå lidt bitterfissen i den og vi må sgu godt have lidt ondt af os selv, når vi støder panden mod muren og har fornemmelsen af, at vi står op og tager en stor bid af den samme lort hver evig eneste dag. For vi ved også godt, at det ikke (nødvendigvis) er hele den sande historie – og disse fortællinger er skrevet med så tilpas meget selvironi, at man godt er klar over, at den der store fuckfinger man sender ud, efterlader 3-4 fingre der peger direkte mod en selv.

Indrømmet – jeg havde temmelig svært ved at komme igennem de første fem fortællinger. Jeg synes metaforerne tog overhånd, virkede for påtagede og ekstreme og jeg havde svært ved at slappe af og nyde, mens jeg læste. Men derfra ændrede det sig faktisk til, at jeg fik sværere og sværere ved at lægge bogen fra mig. Metaforerne bliver mere og mere hverdagssproglige, hvilket øger læsevenligheden gevaldigt. Pludselig kan jeg meget bedre genkende (og relatere til) de situationer, følelser og frustrationer der beskrives.

Et par af mine favoritpassager er:
”Som lyden, når toilettet har været lidt for fyldt op og er en smule stoppet, og man så lader vandet stå helt op til kanten, fordi man håber, det klarer problemet, så man kan undgå at stikke toiletbørsten ned i den ækle suppedas, og det så pludselig siger swup, og man føler sig lidt heldig.”

”Det kunne være svært at forstå, da det først var overstået, men hun havde en periode, hvor hun fik en rigtig dårlig vane. Hver morgen stod hun op og vraltede ud på badeværelset, og selvom der var bruser og et dejligt badekar med lækker sæbe på kanten, valgte hun at fylde karret op til randen med lort. Hver morgen – lort til randen. [..] Senere så hun det så klart. Senere, da hun fik pudset brillerne og ikke længere så verden gennem alt det lort, der sad på brilleglassene, så hun, at friheden nede i lortet muligvis ikke var så fri endda. At naturligheden i den frie form ofte indebar ikke at bade i lort hver morgen.”

Noveller er ikke noget jeg på nogen måde har nævneværdig erfaring med og jeg er faktisk ikke engang sikker på, at denne bog overhovedet kan kategoriseres som en novellesamling. Det er meget korte fortællinger på 3-5 sider, der kommer vidt omkring hverdagens og livets genvordigheder. Og jeg er jo som bekendt meget stor fan af korte kapitler.

Det er en bog som er spækket til randen med nedslående fortællinger, der giver en enormt opløftende fornemmelse. Den er perfekt uperfekt. Det lyder mærkeligt selvmodsigende og det er det sikkert også, men det giver mening, når man læser den. Så læs den - for fanden!

Bogens bagside:
”Hun var rullet forholdsvist stramt af tapet at være. Muligvis fordi der var gået så mange år, inden hun fandt ud af, det var tapet, hun i virkeligheden var.”

Fanden og 39 andre hverdagsmagiske, småmorbide skyggefortællinger er et sprogligt sprudlende og humoristisk tidsbillede, hvor forfatterens litterære mikroskop sætter fokus på menneskets skyggefulde facetter.

Læserne vil kunne genkende sig selv i hudløsheden, gyset, latterligheden, sorgen, vreden og selvdestruktionen.

Når hverdagen æder tiden og det allermest efterstræbte bliver ved med at flyttet sig.

Når livet gør så ondt, at man nærmest bader i lort, eller reptilhjernen går i frigear, så handlinger og tale bliver grotesk.

Når man en dag opdager, man er blevet så firkantet, at det mest praktiske er at købe kiste og urne med det samme.