af Karoline Hedegaard Brander
Bogen jeg ville ønske, jeg selv
havde skrevet!
Karoline rammer spot-on med sine selvironiske
bitterfisse hverdagsbetragtninger – jeg elsker det!
Kort fortalt handler
fortællingerne om hverdagslivet. Alle de hverdagssituationer, hvor vi føler os
uretfærdigt behandlet og udfordret af livet og menneskene omkring os. Bogen
rækker en stor fuckfinger ud til verden, vi får lov at kaste lidt op og skide stort
på det hele – og det er en ekstremt befriende følelse.
For der må sgu godt gå lidt
bitterfissen i den og vi må sgu godt have lidt ondt af os selv, når vi støder
panden mod muren og har fornemmelsen af, at vi står op og tager en stor bid af
den samme lort hver evig eneste dag. For vi ved også godt, at det ikke
(nødvendigvis) er hele den sande historie – og disse fortællinger er skrevet
med så tilpas meget selvironi, at man godt er klar over, at den der store
fuckfinger man sender ud, efterlader 3-4 fingre der peger direkte mod en selv.
Indrømmet – jeg havde temmelig
svært ved at komme igennem de første fem fortællinger. Jeg synes metaforerne
tog overhånd, virkede for påtagede og ekstreme og jeg havde svært ved at slappe
af og nyde, mens jeg læste. Men derfra ændrede det sig faktisk til, at jeg fik sværere
og sværere ved at lægge bogen fra mig. Metaforerne bliver mere og mere
hverdagssproglige, hvilket øger læsevenligheden gevaldigt. Pludselig kan jeg
meget bedre genkende (og relatere til) de situationer, følelser og
frustrationer der beskrives.
Et par af mine favoritpassager
er:
”Som lyden, når toilettet har
været lidt for fyldt op og er en smule stoppet, og man så lader vandet stå helt
op til kanten, fordi man håber, det klarer problemet, så man kan undgå at
stikke toiletbørsten ned i den ækle suppedas, og det så pludselig siger swup, og
man føler sig lidt heldig.”
”Det kunne være svært at forstå,
da det først var overstået, men hun havde en periode, hvor hun fik en rigtig
dårlig vane. Hver morgen stod hun op og vraltede ud på badeværelset, og selvom
der var bruser og et dejligt badekar med lækker sæbe på kanten, valgte hun at
fylde karret op til randen med lort. Hver morgen – lort til randen. [..] Senere
så hun det så klart. Senere, da hun fik pudset brillerne og ikke længere så
verden gennem alt det lort, der sad på brilleglassene, så hun, at friheden nede
i lortet muligvis ikke var så fri endda. At naturligheden i den frie form ofte
indebar ikke at bade i lort hver
morgen.”
Noveller er ikke noget jeg på
nogen måde har nævneværdig erfaring med og jeg er faktisk ikke engang sikker
på, at denne bog overhovedet kan kategoriseres som en novellesamling. Det er
meget korte fortællinger på 3-5 sider, der kommer vidt omkring hverdagens og
livets genvordigheder. Og jeg er jo som bekendt meget stor fan af korte
kapitler.
Det er en bog som er spækket til
randen med nedslående fortællinger, der giver en enormt opløftende fornemmelse.
Den er perfekt uperfekt. Det lyder mærkeligt selvmodsigende og det er det
sikkert også, men det giver mening, når man læser den. Så læs den - for fanden!
Bogens bagside:
”Hun var rullet forholdsvist
stramt af tapet at være. Muligvis fordi der var gået så mange år, inden hun
fandt ud af, det var tapet, hun i virkeligheden var.”
Fanden og 39 andre hverdagsmagiske,
småmorbide skyggefortællinger er et sprogligt sprudlende og humoristisk
tidsbillede, hvor forfatterens litterære mikroskop sætter fokus på menneskets
skyggefulde facetter.
Læserne vil kunne genkende sig
selv i hudløsheden, gyset, latterligheden, sorgen, vreden og selvdestruktionen.
Når hverdagen æder tiden og det
allermest efterstræbte bliver ved med at flyttet sig.
Når livet gør så ondt, at man
nærmest bader i lort, eller reptilhjernen går i frigear, så handlinger og tale
bliver grotesk.
Når man en dag opdager, man er
blevet så firkantet, at det mest praktiske er at købe kiste og urne med det
samme.
Genre: Noveller
Sideantal: 185
Udgivelsesår: 2019
ISBN: 9788793755239
Forlag: Forlaget
Forfatterskabet.dk