24 mord

Radio24syv

24 mord er en krimijulekalender for voksne, hvor retsmediciner Jørgen Lange Thomsen og forfatter Kristian Ditlev Jensen gennemgår 24 mordsager fra den virkelige verden (true crime).

Udover beskrivelser af de enkelte mordsager, får man også et virkelig interessant og detaljeret indblik i, hvordan retsmedicinske undersøgelser er med til at hjælpe opklaringer godt på vej.
Man får forklaret en masse ord og begreber og bliver generelt klogere på, hvordan hele systemet fungerer inden for opklaring af mordsager.

Man får samtidig et meget interessant indblik i, hvad der kan drive mennesker til at begå onde handlinger - hvorfor handler mennesker, som de gør?

Podcasten er bygget op, som en samtale mellem de to herrer, hvilket fungerer rigtig godt.


Udsendelsens egen beskrivelse:
Julen er mordernes tid, i hvert fald på Radio24syv, hvor december måned byder på julekalenderen "24 Mord", Radio24syvs julekalender for voksne. I serien skiftes professor i retsmedicin Jørgen Lange Thomsen og forfatter Kristian Ditlev Jensen til at læse historier, der alle er skrevet af retsmedicinere - baseret på deres egne virkelige, retsmedicinske sager. Samtalerne tager afsæt i Jørgen Lange Thomsens nye bog "Mord i virkeligheden – 24 retsmedicinske sager".

Før og efter oplæsningen uddyber professoren de mange sære ting, der knytter sig til mord, død og ødelæggelse i virkelighedens verden, når han diskuterer med den nyfigne forfatter. For hvad vil det egentlig sige, at brandofre ligger i "fægterstilling"? Hvor skal man henvende sig, hvis man får bank af sin mand - og måske er ved at blive myrdet på den måde? Bliver mænd nogensinde voldtaget? Er pyromaner seksuelt perverse? Hvad er forskellen på at kværke og at kvæle et menneske?

Genre: True crime
Antal episoder: 24
Udgivelsesår: 2013
Medvirkende: Jørgen Lange Thomsen & Kristian Ditlev Jensen
Udgiver: Radio24syv
Link: 24 mord