Se aldrig væk

af Linwood Barclay

En ganske udmærket thriller-læseoplevelse. Den kommer godt fra start og der holdes fint gang i handlingen bogen igennem. Historien er interessant, persongalleriet er fint skruet sammen og plottet holder.

Der går ikke mange sider, før jeg synes historien om ’den forsvundne hustru’ virker bekendt og henleder mine tanker på 2014-filmatiseringen af 2012-bogen Gone girl. Men med tanke på, hvor ofte fænomenet nok reelt forekommer i USA, lader jeg mig alligevel lokke til at læse videre – der kan jo være mange måder at fortælle den samme historie og der er som sagt fint gang i handlingen allerede fra side et.

Bogen er skrevet i jeg-form og det fungerer faktisk fint. Den er skrevet i et behageligt og letlæseligt sprog, med gode og troværdige dialoger. Og som altid er det en fornøjelse med korte kapitler og afsnit.

Det er ikke en sindsoprivende og mindeværdig oplevelse, men læsevenligheden taget i betragtning, er det bestemt ikke spild af tid, hvis man gerne vil have en udmærket thriller-læseoplevelse.


Bogens bagside:
En skøn sommerdag. En udflugt til det lokale tivoli. David Harwood glæder sig til at tilbringe lidt kvalitetstid med sin kone Jan og deres fireårige søn Ethan. Men familiehyggen slutter brat, da forældrene er uopmærksomme et kort øjeblik, og klapvognen med sønnen pludselig er væk.

David og Jan gennemsøger panisk forlystelsesparken, og det lykkedes endelig David at finde drengen. For i næste øjeblik at opdage, at konen er væk – og det fuldkommen sporløst.

Mens David efterfølgende kæmper for at finde sin kone, må han sande, at vi ikke altid ved alt om den, vil elsker.

Genre: Krimithriller
Sideantal: 412
Udgivelsesår: 2012 (dansk)
ISBN: 9788763821957
Forlag: Cicero
Originaltitel: Never look away (2010)