Planen

af Morten Pape

Morten Pape har med PLANEN helt klart begået en meget ærlig, gribende, oplysende, interessant, sørgelig og medrivende fortælling, om en dysfunktionel amagerkansk opvækst i og omkring Urbanplanen.

En beretning om en hverdag og et liv præget af omsorgssvigt, rasisme, kriminalitet og følelsen af ensomhed. Men samtidig også en beretning om fællesskab, sammenhold og viljen til forandring.

Morten gør sig løbende gode refleksioner over de mange dilemmafyldte situationer han havner i, i forsøget på at passe ind i de forskellige modsatrettede fællesskaber og grupperinger. Det er interessant at følge hans konstante kamp mellem de forventninger andre har til ham og de forventninger han har til sig selv, sin egen moral, holdninger og standarder.

Bogen er et vigtigt indspark i samfundslitteraturen og selvom fortællingen starter i midt 80’erne og bevæger sig op gennem 90’erne og 00’erne, er den (desværre) kun blevet mere og mere aktuel, i forhold til det samfund vi lever i.

Den er ikke spændende på den der krimimåde der gør, at jeg går rundt og spekulerer over, hvad der mon kommer til at ske eller forsøger at regne ud, hvem der mon gør hvad.

Den er derimod spændende på den der interessante måde der gør, at jeg har lyst til at tage fat i bogen og læse videre – jeg har lyst til at følge udviklingen i fortællingen. Og når jeg først sidder med bogen, har jeg svært ved at lægge den fra mig.

Der er ingen stille stunder – der er hele tiden noget der er interessant at høre mere om. Morten Pape spilder ikke tiden med ligegyldigt fyld. Det autentiske og beskrivende sprogbrug gør teksten levende og man glemmer, at man sidder med en 500 siders tyk bog – jeg bliver derimod helt bange for, at den snart slutter.

Men, der mangler kommaer i stor stil. Jeg bliver ofte forpustet og må for hver side læse flere af sætningerne om igen, fordi de bliver for lange, flyder sammen og dermed ikke helt giver mening for mig.

Jeg er samtidig fan af korte kapitler, da det giver mig en fornemmelse af, at jeg ’når nogle vegne’ – især når bogen er på over 500 sider. Om ikke andet ville flere afsnit i kapitlerne kunne gøre det for mig, så jeg føler, at jeg får en lille pause, men det får jeg altså heller ikke i denne bog.

Det er dog ikke noget der skal afholde nogen fra at læse den – den er bestemt ulejligheden værd – og bogen er helt klart en af dem, som jeg bare må eje og som skal pryde min bogreol.


Bogens bagside:
Jeg nikker og tænker over det hele mens vi går over gaden hen mod grillen. På den anden side af vejen er jeg sikker på det.
"Jeg tror at det ville være bedst hvis vi flyttede i hus."
Mor skyder underlæben frem og trækker vejret dybt ind gennem næsen.
"Et andet sted end Urbanplanen?"
"Alt andet end Urbanplanen," svarer jeg med det samme.
Mor smiler ned til mig og nikker.
"Jeg er helt enig, Morten. Her kan man bo, men man kan fandeme ikke leve her, vel?"

Morten er vokset op i ghettoen Urbanplanen på Amager. Miljøet er præget af vold og kriminalitet. Hans familie er ved at gå i opløsning, og i den stille dreng vokser et stigende had.

Planen er en moderne dannelsesroman om at finde sig selv i et rodløst og multikulturelt univers.

Genre: Roman
Antal sider: 568
ISBN: 9788740021424
Udgivelsesår: 2015
Forlag: Politikens Forlag