De døde og de ufødte

af Jakob Melander

De døde og de ufødte er femte bog i Jakob Melanders krimiserie om politiassistent Lars Winkler.
Moar er ikke sur – Moar er skuffet … Det har taget mig lidt tid, at tage mig sammen til at skrive en anmeldelse af denne bog, da jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal skrive.

Lars, Sanne og kollegaerne skal opklare et skuddrab på to mænd. Samtidig forsøger journalisten Louise at finde sin biologiske mor i Vietnam – hvor hun tilfældigvis støder på en sag om farlige kemikalier der involverer et dansk firma.
Lige som i de tidligere bøger, så flettes de forskellige sager egentlig fint nok sammen og plottet holder. Der er dog bare ingen af sagerne der virkelig fanger mig undervejs og jeg synes bogen er svær ikke at lægge fra sig og svær at hive frem og læse videre i.

De tidligere bøger i serien har om ikke andet kunne holde mig fanget, fordi jeg synes det er interessant at følge Lars og Sannes forhold. Men i
De døde og de ufødte er der faktisk heller ikke nogen interessant udvikling. Jeg kæmpede mig igennem bogen, fordi jeg var bange for at gå glip af noget i deres privatliv – noget jeg ikke ville kunne undvære, men det kom aldrig.

Melander skriver fortsat i et behageligt og letflydende sprog, med gode naturlige dialoger. Det er desværre bare ikke en interessant historie og jeg kunne egentlig godt have undværet bogen, som en del af en ellers ret god serie.
Nu ser jeg frem til at læse Fjenden iblandt os, som er den sidste i serien.


Rækkefølgen i serien om Lars Winkler:
1) Øjesten (læs min anmeldelse her)
2) Serafine (læs min anmeldelse her)
3) De berusedes vej (læs min anmeldelse her)
4) Det bedste til mig og mine venner (læs min anmeldelse her)
5) De døde og de ufødte
6) Fjenden iblandt os

Bogens bagside:

En regnfuld søndag aften i februar henrettes to mænd med maskinpistol i en bil på Slotsholmen i København. Drabsvåbnet leder efterforskningen og politiassistent Lars Winkler mod rockermiljøet.

Journalisten Louise er rejst til Vietnam for at opspore sin biologiske mor. Her hører hun om et dansk firma med patent på en ny – og ikke helt uskadelig – rissort. Da Louise vender hjem til Danmark, har der været indbrud i hendes lejlighed. Nogen er efter hende.

Opklaringen af dobbeltdrabet på Slotsholmen står i stampe, og politiet retter opmærksomheden mod ofrenes fortid. Er der en sammenhæng mellem et uopklaret drab fra 1980’erne og nutidens makabre sag?

Lars Winkler forsøger at nå til bunds i en sump af pengebegær og organiseret kriminalitet, der har tråde til Vietnam-krigen, et afvænningscenter for narkomaner og samfundets øverste politiske lag.

De døde og de ufødte er femte bind i serien om politiassistent Lars Winkler: en enspænder, far og indehaver af en imponerende pladesamling.

Genre: Krimi
Sideantal: 408
Udgivelsesår: 2018
ISBN: 9788771802047
Forlag: People’s Press