De berusedes vej

af Jakob Melander

De berusedes vej er tredje bog i Jakob Melanders krimiserie om Politiassistent Lars Winkler.

Endnu en velskrevet bog, hvor vi følger Lars og hans tættere relation til kollegaen Sanne Bissen. Sammen og hver for sig arbejder de på at opklare diverse forbrydelser - nutidige forbrydelser, forbrydelser fra fortiden og forbrydelser som muligvis vil ske.

Der er en del personer at holde styr på, fordi der er en del forskellige opklaringer i gang på samme tid – både privat og professionelt, men i sidste ende kædes det hele rigtig fint sammen og plottet holder.

I mine øjne er det stadig mere en krimiroman end en egentlig hårdkogt krimi. Jeg har dog vænnet mig til det og savner derfor ikke længere mere vold, blod og retsmedicinske detaljer. Nu nyder jeg blot at følge Lars Winklers arbejds- og privatliv, krydret med et godt krimiplot.

Skrivestilen er let fordøjelig og Melander er rigtig god til at forfatte realistiske dialoger og scenarier. Jeg bliver samtidig fortsat forkælet med korte kapitler, som gør de mange sceneskift meget let overskuelige.

Det er helt klart en anbefalelsesværdig serie, selvom den er mere hyggelig end uhyggelig.


Rækkefølgen i serien om Lars Winkler:
1) Øjesten (læs min anmeldelse her)
2) Serafine (læs min anmeldelse her)
3) De berusedes vej
4) Det bedste til mig og mine venner (læs min anmeldelse her)
5) De døde og de ufødte
6) Fjenden iblandt os

Bogens bagside:

En bombe eksploderer i et baghus på Nørrebro. På gerningsstedet finder politiassistent Lars Winkler det maltrakterede lig af Thorbjørn Lehbæk, journalist ved den venstreorienterede netavis Modkraft.

Synet af den afdøde slår benene væk under Lars, for Thorbjørn og han var engang nære venner. Er Thorbjørn offer for et attentat? Eller var han i virkeligheden i færd med at fremstille en bombe rettet mod det nært forestående EU-topmøde?

Overbevist om Thorbjørns uskyld kommer Lars på sporet af en terrorcelle, og truslen om flere bombesprængninger viser sig at være overhængende. Samtidig hvirvler efterforskningen op i de to venners fælles fortid i 80’ernes punk- og BZ-miljø. Ikke alt fra dengang tåler dagens lys. Og ikke alt er blevet tilgivet.

Genre: Krimi
Sideantal: 409
Udgivelsesår: 2015
ISBN: 9788763826280
Forlag: Rosinante